Kalender / Oplevelser / Smuttur til Sverige

Smuttur til Sverige

Smuttur til Sverige: Lidt praktiske erfaringer 

af Jacob T. Pedersen

Når du næste gang skal ud og lufte vingerne og ikke lige skal noget bestemt sted hen, hvorfor så ikke tage et smut til Sverige. Det er ganske nemt.

Jeg selv har ofte benyttet mig af muligheden og vil gerne dele nogle af de praktiske erfaringer, jeg har høstet. De to mest oplagte mål er Landskrona og Höganäs flyvepladser, som begge ligger under en halv times flyvetid fra Roskilde. Personligt har jeg mest benyttet mig af Landskrona.


Hvorfor Sverige?

Der er flere gode grunde til at krydse Sundet:

  • Der er ingen (formel) landingsafgift på Höganäs flyveplads, og landing på Landskrona koster kun 50 SEK.
  • Du sparer momsen på din startafgift i Roskilde. Du begiver dig jo til det store udland!!
  • Turen østover giver mulighed for at se lidt andre ting end de traditionelle ture ud vestpå. En sightseeing over København er helt oplagt, ligesom der er mulighed for at nyde synet af Øresundsbroen.

Lad os begive os ud på en tænkt tur fra Roskilde til Landskrona. Vejret er blevet checket og vinden passer fint til bane 12-30 i Landskrona (ellers var det måske en idé et overveje Höganäs som har kryds-baner).


Planlægning af ruten

Der er flere ganske forskellige ruter, du kan vælge:

  • Den mest hektiske men også ganske spændende tur er via Ishøj og Vallensbæk lige ind over Københavns centrum. Det er absolut intet problem at lave lidt sightseeing over Københavns centrum. Bare spørg om tilladelse – og lad så i øvrigt være med at komme for tæt på Kastrup lufthavn.
  • En anden mulighed er at snige sig nord om Kastrups kontrolzone. Herved kan du faktisk helt slippe for at snakke med nogen på vejen.
  • Endelig kan du tage den meget naturskønne tur op langs Roskilde Fjord til Frederikssund og derefter østover.

Flyveplan
Det første skridt er at få sendt en flyveplan, som jo er påkrævet når du flyver til udlandet. Selvom du har tænkt dig kun at gøre et kort ophold i Landskrona, inden du flyver hjem til Roskilde, kan du ikke skrive det hele på én flyveplan. En FPT-flyveplan (Flight Plan Through) gælder kun for flyvninger indenfor landets grænser. Du skal derfor sende to flyveplaner. Begge kan med fordel afleveres til Briefing i Roskilde inden afgang (se de to eksempler på udfyldte flyveplaner herunder).

Der hersker lidt usikkerhed om, hvor lang tid i forvejen flyveplanen skal sendes. I praksis har jeg aldrig oplevet problemer, når jeg har indleveret den én time inden afgang. Enkelte gange har jeg dog hørt ubekræftede forlydender om, at paspolitiet i Sverige vist nok helst ser, at man giver fire timers varsel.

Flyvekort

Heldigvis er Landskrona ikke længere væk, end at du kan bruge det danske VFR-kort til navigationen. Derudover skal du selvfølgelig have et detaljeret kort over Landskrona flyveplads. Disse kan findes hos Briefing i Roskilde, hvor du bare tager en fotokopi.

I luften


Turen ud til Øresund foregår på helt traditionel vis. For at kunne holde glidehøjde er det værd at overveje at krydse sundet i 2500 fod. Det kræver en klarering fra Copenhagen Approach på 119.800. Den kan du passende få på vej op langs kysten.

Hvis vejr eller trafik ikke tillader dig at komme op i højden, kan du vælge at passere i 1500 fod. Her behøver du principielt ikke at snakke med nogen. Alligevel er det dog en god idé at kalde op til Malmø Control på 118.000, når du kommer ind i svensk luftrum. Især da du meget praktisk kan bruge dem til at lukke din flyveplan, lige inden du starter anflyvningen til Landskrona. Så er du fri for at tænke på det, når du er landet.

Under anflyvningen skifter du til Landskrona Radio på 123.525. Her rapporterer du som på en helt almindelig radioplads – dog på engelsk. Svenske fly kommunikerer på svensk, så det gælder om at være oppe på mærkerne.

Selve banen i Landskrona er en ren fornøjelse. Hele 1180 meter med hård belægning. Oven i købet kan pladsen bruges om natten. Du tænder selv lyset (kun mellem 0600 - 2100) ved at holde mikrofontasten i bund, indtil lyset tænder (altså ikke noget med at klikke).

Hjemturen
Hjemturen er den rene leg. Efter start kan du enten skifte til Malmø Control på 118.000, du kan også vente og snakke med Copenhagen Approach på 119.800, når du nærmer dig Hven og gerne vil højere op, eller du kan krydse i 1500 fod og helt droppe at snakke med nogen. Der er frit valg på alle hylder.

Eneste ting du skal huske efter landing i Roskilde er, at du jo er ankommet fra udlandet og derfor ikke må køre direkte i hangar, men skal turen over forpladsen og se, om en betjent eller tolder vil snakke med dig. Endnu lettere er det dog, hvis du forhører dig på havnekontorets frekvens på 130.225, mens du taxier ind. I praksis får du så altid lov at køre direkte til hangaren.

Roskilde Flyveklub | Lufthavnsvej 30, 4000 Roskilde  | webmaster@roskildeflyveklub.dk